I Strøget omkring den øvre Ende af Bræheimsvandet har man en af de i vort Land sjeldne Udsigter, hvor Høifjeldsnaturen i sin vildeste Vinterskikkelse lukker for Lavlandet. Her kan man, ligesom langs
Ullensvangstranden i Hardanger, gaae under blomstrende Frugttræer, og see de mægtige
Jøkler lyse gjennem Løvet. Det er
Nordfjordbræen, en Arm af Justedalsbræen, som her skyder ned i Dalene. Bræheimsvandet, som med sine Omgivelser vistnok er mindre besøgt af Tourister, end det fortjener, tager sin Begyndelse en god
halv Miil ovenfor
Jølstervandet; men denne lille Veistrækning har et Parti at opvise, som i storartet Vildhed fuldkommen kan stilles ved Siden af
Romsdalen eller
det mærkelige Punkt i Bæverdalen, hvor alle Udveie synes at stænges af Fjeldsiderne. Dalføret her er igrunden ikke andet end en Revne mellem de bugtede, uhyre, sønderrevne Fjeldmure, og fyldt med nedstyrtede Tinder og Bergstykker, saa store, at man kunde udhule en heel Domkirke i mangen en af dem. Den samme vilde Charakteer beholder Bræheimsvandet den første halve Miil opover, men herfra vider Stranden sig ud til flade, dyrkede Strækninger. Fra
Skydsskiftet Reed gaar
Postveien nordover over et Høifjeld omkring
2000 Fod iveiret. Opstigningen kan være besværlig nok, men Nedstigningen paa den anden Side er dog værre. Angre Touren vil man imidlertid ikke, og er man først kommen frem, saa vil man dernede, i
Utviken, hos Stedets Landhandler, Hr. Hammer, en dannet og forekommende Mand, kunne faae tilfredsstillet enhver Fordring, som den Reisende i vort Land med nogen
Billighed kan gjøre Krav paa.
H. I.