Henrik Ibsens skrifter

Sigurd Slembe af B. Bjørnson. Kbhvn. 1863. 300 S. 8. Priis ​110 ß. Gyldendalske Boghandlings Forlag. Uagtet det ikke staar til at benægte, at Kritiklysten i vort literære Samfund befinder sig paa et Høidepunkt, som det ​ikke paa langt nær er lykkedes den kritiske Sands at svinge sig op til, saa maa det dog ogsaa paa samme Tid indrømmes, at Størsteparten af den læsende Almeenhed saa nogenlunde har Kathegorierne inde; man har ​tillavet sig en ubevidst Agtelse for ​Kunstgrændsernes Fornuftmæssighed, og Massen er derfor ialfald saavidt fremme, at f. Ex. en ​Femakters Vaudeville paa ​Jamber eller ​et lyrisk Digt i to Bind neppe vilde kunne undgaa at vække Betænkeligheder. Men man vilde vistnok feile meget, om man betragtede deslige ​Tvivlsmaal som udgaaende fra nogen klar og sammenhængende Erkjendelse af Kunstens Væsen og af dens Formers Love, som hvilende i noget Naturnødvendigt; det er simpelthen det Tilvante, som her gjør sig gjældende paa samme Maade omtrent, som naar et Menneske, uden Begreb om Grammatik, til Nød kan drive det til at læse Korrektur og endog gjennem Øvelse bringer det til en vis Færdighed heri. En Følge af deslige paa den blotte Vane byggede Troessætninger er det da ogsaa, naar Tvivlsmaalene indfinde sig ved en eller anden usædvanlig Kunstform; man veed ikke at finde sig tilrette, ikke fordi man finder noget Kunststridigt i den ​frapperende Form, men fordi man er uvant med den.

Det er derfor ikke umuligt, at Forundring vil være den fremherskende Følelse hos mange af dem, der tager Bjørnsons nye Digt for sig. Et Drama, der ​egentlig er tre forskjellige Stykker, med tildeels forskjelligt ​Personale, med hver sin uafhængige Handling, og som dog tilsammentagne udgjør et Heelt med en fælles Afslutning, – alt dette vil i de videre Læsekredse hos os maaskee komme til at fremkalde Indtrykket af noget Paafaldende. Endvidere vil der maaskee blive ført adskillig Strid om hvorvidt ​Digtet er bestemt til Opførelse; adskilligt taler for at saadant har været Forfatterens Hensigt, men meget taler ogsaa imod. At det er beundringsværdigt dramatisk bygget er vist, tvivlsommere tør det være om det, ​ theatralsk taget, har samme Styrke. Det er ingen historisk Episode Bjørnson i denne Bog har villet skildre, og det er ikke Sagaens Charakterer han giver. Opgaven har været en ganske anden. Han har benyttet et historisk Stof, men forkastet det til den valgte Tid hørende historiske Kostume. Konflikten i Digtet ligger ikke saameget i Begivenhederne, som i Heltens sjælelige Brydninger med sig selv, og Værket kan i saa meget fuldere Forstand kaldes en storartet Monolog, som Hovedpersonen heelt igjennem er fremstillet som den Isolerte i Verden, som den i en forfærdelig Forstand Eensomme midt i Massen. Det er et Menneske, Bjørnson har villet give, udrustet med rige Evner og mægtig Villie, med en ubetvingelig Trang til Daad og med Ret til at handle, – men uforstaaet og stødt tilbage af sin hele Samtid. Den Kamp, Sigurd har at udkjæmpe, hans Flugt for sine egne Tanker, den Bane han med Charakterens Nødvendighed kommer ind paa, og endelig Katastrophens Afslutning i hans Selvforsoning, er altsammen baade tænkt og gjennemført med stor digterisk Gjennemsigtighed. Sproget er kjærnefuldt, men klart og forstaaeligt; at Værkets første Deel er skreven paa Vers og de to paafølgende i Prosa, vil Enhver, der formaaer at trænge ind i Digtets Natur, let indsee ikke blot Grunden til, men ogsaa Nødvendigheden af. At Sprogtonen ikke er Sagaens og heller ikke skal være det, vil af Ovenstaaende være klart; men dersom Nogen kunde falde paa at opstille dette som nogen Bebreidelse, da ​gives det ham at betænke, at en bestemt historisk Sprogtone netop vilde være en Feil, hvor Digteren, som her, har stillet sig som Opgave at male en til alle Tider gyldig og forstaaelig Sjælekamp. En Digtning paa denne Grundvold ​har intet at skaffe med Aarstal og Tidsmæssighed.