Henrik Ibsens skrifter

– Theatret. «Eystein Meyla» er Navnet paa et originalt Drama i tre Akter, der i Thorsdags opførtes ved ​Frøken Svendsens Aftenunderholdning. Stykket behandler, som Titelen viser, ​Birkebeinernes første Høvding, om hvem Sagaen kun veed saare lidet at fortælle, og hvis Liv og Levnet heller ikke synes synderlig skikket til at paakalde nogen dramatisk Forfatters Behandling. En tarvelig Fortælling kunde der maaske bringes ud af det historisk Givne; men til Fremstilling paa Scenen er det ubrugeligt. Forfatteren har da ogsaa for dog at bringe noget Indhold tilveie maattet tildigte en Kjærlighedshistorie og et Giftermaal, som imidlertid ikke forbedrer Sagerne i noget væsentligt Mon, eftersom der herved opstaar to Handlinger og to Intriger, der helt igjennem gaaer jævnsides eller egentlig afløsende hinanden uden nogensinde at flættes sammen til en blot nogenlunde fængslende ​dramatisk Knude. ​Diktionen er i de jævnere Partier ​prosaisk, stundom, hvor Situationen stiger, hæver den sig op til Versformen; men den Lyrik, som derved opnaaes, er mere nervøs end stemningsfuld. Af Tanker vil man ikke finde mange, men af store Ord desto flere; næsten alle Stykkets Personer synes færdig udrustede med denne ringere Art af Veltalenhed, der forstaar at lade Ordstrømmen gaa uanfægtet af at Tankestoffet glipper. Undertiden slaar dog Forfatteren over i en Ordknaphed, der imidlertid kun giver Indtrykket af at Vedkommende Intet har at sige og Intet at fortie. Broderparten af tredie Akt optages af et stort Feldtslag, der foregaar udenfor Scenen, og hvori snart det ene, snart det andet Parti har Overvægten, indtil Tilfældet eller Omstændighederne endelig føier det saa, at Birkebeinerne kommer til at ​ligge under. Stykkets Hovedperson forekommer os noget seiglivet. Dødelig saaret i Slaget, indfinder han sig paa Scenen, og udtaler sig i et længere Foredrag afpasset til Anledningen, indtil ​Dramaets onde Princip finder sig beføiet til at henrette ham med Sværdet. Endnu ​en Tidlang efterat Hugget er faldet, lader Forfatteren ham beholde Ordet, hvorpaa han døer. Det er ikke ved Arbeider af dette Slags at vor dramatiske Literatur skal beriges; efterlader de nogen Virkning, saa kan det kun være den, at Forestillingen om vor Uformuenhed til at frembringe en national dramatisk Literatur fæstnes og bestyrkes. ​Fordommen med vor nationale Skuespillerkunst er nu opgivet, skal den samme Frigjørelse i nogen nær Fremtid kunne finde Sted for Skuespildigtningens Vedkommende, saa kan det kun ske derved, at Theatret fremdrager hvad der, maalt med en almengyldig Maalestok, kan godkjendes og holder borte hvad der for alle Synspunkter maa dømmes som forkasteligt.