Om teksten: | Fanaraaken |
| Illustreret Nyhedsblad (søndag, nr. 46, 12. årg.) |
Datering: | 15.11.1863 |
Avansert visning
|
Innstillinger for teksten
|
Nedlastinger
|
|
| Sammenligne forskjellige utgaver av teksten |
Gå til avansert visning |
| | xml, pdf |
Om verket
|
Les mer om tekstene
|
Sakprosa
Henrik Ibsens skrifter 2010
© Henrik Ibsens skrifter
Edering
Christian Janss (ansv.), Nina Marie Evensen, Aina Nøding, Ellen Nessheim Wiger
Innsamling av materiale
Ståle Dingstad, Nina Marie Evensen, Jens-Morten Hanssen, Aina Nøding
Kollasjonering og koding
Oliver Blomqvist, Nina Marie Evensen, Helene Grønlien, Kari Kinn, Inger Marie Kjølstadmyr, Henninge Margrethe Solberg, Eivor Finset Spilling, Ellen Nessheim Wiger, Mette Witting, Ingvald Aarstein
Kommentering
Vigdis Ystad (ansv.), Thoralf Berg, Erik Henning Edvardsen, Svend Eegholm-Pedersen, Narve Fulsås, Karl Gervin, Nils Grinde, Dag Gundersen, Arnbjørn Jakobsen, Egil Kraggerud, Kristoffer Kruken, Mogens Leisner-Jensen, Else Mundal, Erik Mørstad, Aina Nøding, Kristian Smidt, Olav Solberg, Stine Brenna Taugbøl, Asbjørn Aarseth
FANARAAKEN
Gjennem Skardet i det øverste af Bæverdalen i Lom er der for enhver nogenlunde haardfør Reisende
Fremkomst tversover Høifjeldsvidden til
Lyster nede ved Sognefjorden. Fører og Hest er nødvendige og Touren medtager en Dag, men der gives neppe noget Punkt her i Landet, hvor man saaledes i et eneste
Oversyn har samlet Alt, hvad Høifjeldsnaturen af overvældende Storhed har at frembyde. Man er her midt inde mellem
Jotunfjeldene; den umaadelige Sneeørken strækker sig jævn og bølgeformig, saa langt Øiet naaer, og brat opstigende høiner sig hist og her sorte forvitrede Tinder
flere tusinde Fod over Plateauet. Der skal et sjeldent Held til at see dem taagefri allesammen; men
føier det sig saa, da har man for sig et
Rundmaleri, som vanskeligt finder sin Lige.
Smørstabtinderne,
Troldhøen,
Glittertind,
Galdhøpiggen,
Fanaraaken,
Ringstinderne,
Skagastølstinderne og mange flere passeres i ringe Afstand. Vort Billede idag fremstiller Fanaraaken, hvor Veien gaar lige indunder. Her var det, at Wergeland henlagde
Slutningsscenen i sit Digt «Spaniolen,» hvortil vi henvise vore Læsere, navnlig dem, der selv maatte have oplevet et Uveir oppe i Sneeverdenen mellem Jotunfjeldene.