Henrik Ibsens skrifter

Jeg er ikke Medlem af ​Kvindesagsforeningen. Alt, hvad jeg har digtet, har ikke været ud af nogen bevidst Tendens. Jeg har været mere Digter, mindre Social‐Filosof, end man i Almindelighed synes tilbøielig til at tro. Jeg takker for Skaalen, men maa fralægge mig den Ære bevidst at skulle have virket for Kvindesagen. Jeg er ikke engang paa det Rene med, hvad Kvindesag egentlig er. For mig har det staaet som en Menneskesag. Og læser man mine Bøger opmærksomt, vil man forstaa det. Det er nok ønskeligt at løse Kvindespørgsmaalet, saadan ved Siden af; men det har ikke været hele Hensigten. Min Opgave har været Menneskeskildring. Men vistnok er det saa, at naar den er nogenlunde rammende, saa lægger Læseren sine egne Følelser og Stemninger ind. Man tilskriver Digteren det; men nei, det er ikke saa; man digter det smukt og fint om, hver efter sin Personlighed. Ikke alene de, som skriver, ogsaa de, som læser, digter; de er meddigtende; de er mangen Gang mere poesifulde end Digteren selv.

Jeg vil tillade mig med Modification at takke for den Skaal, som er rettet til mig. Thi det ser jeg jo, at Kvinderne har en stor Opgave paa ​de særlige Omraader, som denne Forening virker for. Jeg vil udbringe en Takkeskaal til Kvindesagsforeningen og ønske den Held og Fremgang.

For mig har det ​altid staaet som en Opgave at løfte Landet og give Folket et høiere Stade. Under dette gjør sig to Faktorer gjældende: det staar til ​ Mødrene ved anstrengt og langsomt Arbeide at vække en bevidst Følelse af Kultur og Disciplin. Dette maa skabes i Menneskene, før man kan hæve Folket videre. Det er Kvinderne, som skal løse Menneskespørgsmaalet. Som Mødre skal de det. Og kun da kan de det. Heri ligger en stor Opgave for Kvinderne. Tak og Skaal for Kvindesagsforeningen!